Andefugle

Svømmeænderne:

Små til mellemstore ænder med benene placeret midt på kroppen. Letter med direkte flugt uden tilløb. I yngletiden ved fersk- og brakvand, udenfor, ofte i større flokke ved lavvandede kyster. Tager gerne på andetræk i skumringen fra dagrastestederne til gode fouragerings steder, som mindre moser, søer og vandhuller. Trækker retur i løbet af natten eller ved gry. Søger, modsat dykænderne, føde på lavt vand ved at snadre i mudder og sjapvand eller ved at vende gumpen i vejret og “græsse” efter vandplanter og smådyr så langt halsen rækker. Hunnen er alene om rugningen og opfostring af afkommet og fælder i denne periode, hvor der ikke er videre brug for flyveevnen. Ungfuglene er udfarvede og yngledygtige som etårige.

Andefuglene:

Andefuglene er med 150 arter udbredt over det meste af Jorden. Med til andefuglenes orden hører en meget afvigende gruppe, nemlig de sydamerikanske hyrdefugle, hvoraf der findes tre arter. De ligner slet ikke de andre andefugle, men er alligevel, som følge af en række fælles bygningstræk, beslægtede med dem. Resten anbringes i den samme familie, kaldet de egentlige andefugle (Anatidae). Svaner og gæs regnes sædvanligvis til en særlig gruppe inden for familien (Anserini), mens ænder er samlebetegnelsen for en række vidt forskellige typer af andefugle, hvis indbyrdes slægtskab er meget omdiskuteret. Normalt opdeles de i nogle hovedgrupper, hvoraf følgende fire forekommer i Danmark:

Den danske betegnelse for de sidstnævnte må dog ikke tages for bogstaveligt. Flere af ferskvandsdykænderne optræder således hyppigt i åbne havområder i vinterhalvåret, mens flere af havdykænderne, der ganske vist er typiske “havænder” i vinterhalvåret, yngler i tilknytning til ferskvand. Svømmeænderne har benene placeret næsten midt under kroppen og bevæger sig ret ubesværet på land. De letter også direkte fra vandoverfladen og stiger hurtigt til vejrs. Under fødesøgning i vandet dykker de ikke, men “står på hovedet” på lavt vand og leder med næbbet efter føde på bunden eller i vegetationen. De kan også med snarende bevægelser føre næbbet gennem vandoverfladen. Han og hun har meget forskellig fjerdragt, og kun hunnen passer afkommet. De fleste yngler som etårige. Pardannelsen sker som regel sidst på efteråret eller om vinteren, og de skifter som regel mage hvert år.

Fjerdragt, fældning og kuld:

Andefuglene har en tæt og fyldig fjerdragt, som danner en glat og vandskyende overflade. Under fjerene findes der et tæt lag af fine, bløde dun. Kropsfjerene fældes to gange om året, mens svingfjer fældes på én gang, så fuglen i en periode, indtil nye fjer er vokset ud, er ude af stand til at flyve. Derfor søger mange andefugle i denne periode hen til områder, hvor de er godt beskyttede, og derfor ikke har så stort behov for at kunne flyve, f.eks. øde, utilgængelige sumpområder. Andefuglens æg er ensfarvede, og kuldene består som regel af ret mange æg. De nyklækkede ællinger forlader hurtigt reden. De er klædt i en tæt dundragt og ledes af forældrene, men må selv finde føde.