tilhører gruppen, Mågevadefugle/Sneppefugle. En let buttet, men slank bekkasin med kort hals og ret korte ben. Dobbeltbekkasinen er den danske fugl, som har det længste næb i forhold til fuglens størrelse. Man ser normalt ikke meget til den, da den gemmer sig i den tætte sumpvegetation.

Kendetegn:

Dobbeltbekkasinen er en meget langnæbbet og godt kamufleret, mellemstor vadefugl, med forholdsvis korte ben. Den lever ret skjult og trykker meget hårdt. Når den skræmmes op, udstøder den en hæs lyd og flyver derefter over terrænet i en karakteristisk siksak-flugt, med næbbet pegende skråt nedad, og lander først efter en strækning på mindst hundrede meter. Både han og hun udstøder på ynglepladsen et monotont, vedvarende tikke-tikke-tikke, nærmest som et gammeldags vækkeur. Fuglens særtegn er dens abnormt lange næb, som i profil synes så langt som selve kroppen. Raster skjult mellem græs, siv og rør i dagtimerne, men kan ses under fouragering i aften- og morgentimerne i kanten af vegetationen. Dragt ens hele året hos adult. Brun og sortmønstret med gullige og hvide fjerrande. Hoved med sort isse og lys midterstribe som hos tredækker. Hals, og bryst og flanker tværvatret. Bug og undergump hvid. Undervinge med lyse, brede bånd. Ben grågrønne. Juvenil, ligner adult til forveksling og kan kun skelnes på detaljer på de mellemste dækfjer, der har udelt, lys spids, hvor adult har spids delt af mørk stribe.

I Danmark er den en ret almindelig ynglefugl og en meget almindelig trækgæst. Ynglebestanden vurderes nu til 2.500 til 3.000 par, men arten har været i markant tilbagegang på grund af opdyrkning af fugtige enge og moser. Fuglen er et yndet jagtobjekt, men også jagtudbyttet er i tilbagegang til nu omkring 15.000 fugle om året, hvilket er omkring en fjerdedel af tallet i 1970’erne. Dette afspejler formodentlig en reel nedgang i antallet af gennemtrækkende fugle fra de nordiske bestande, der dog må formodes fortsat at tælles i hundredtusinder.

Biotop, kuld og levealder:

Dobbeltbekkasinen yngler i sumpede moser, kær og enge. Som noget typisk kan man i yngleområdet opleve hannens akrobatiske parringsflugt, hvor den overflyver hele territoriet. Undervejs lader den sig ofte falde skråt nedad mod jorden. Det sker med sitrede vinger og vidtudspilet hale. Den kraftige luftstrøm sætter de yderste halefjer i svingninger, hvilket frembringer en brummende lyd, der minder om en fjern trommehvirvel.

Føden søges især i lavvandede og tæt vegetationsdækkede sumpe, hvor den lynhurtige bevægelser borer næbbet op og ned i mudderet, nærmest som en symaskine. Nede i mudderet griber den smådyr, som den føler sig frem til med næbspidsen. Den yderste del af næbbet kan åbnes uafhængigt af resten af næbbet.

Dobbeltbekkasinen har en længde mellem 23 til 28 cm (heraf næb 7 cm). Arten får årligt 1 kuld, lægger mellem 3 til 5 æg, og har en rugetid mellem 17 til 20 dage. Levealder mellem 5 til 10 år.