Fugle
Spurvefugle
Over halvdelen af alle verdens omkring 10.000 fuglearter er spurvefugle, og denne store fugleorden er derfor repræsenteret med et utal af forskellige former, der viser tilpasninger til vidt forskellige levevis. Langt de fleste spurvefugle verden over er små, kraftige og buttede spurvefugle med kort, tykt, konisk næb til knusning af frø. Spurvene er nært beslægtede med vævere og finker. Bygger voluminøse, lukkede reder af strå, både frit hængende i tætte kolonier og i hulrum.
Som en fælleskarakter afviger spurvefuglene fra andre fugle, som de ellers ligner – gøge, skrigefugle og spætter – ved at de har tre tæer rettet fremad og den fjerde, kraftige tå rettet bagud, så foden er velegnet til at gribe om grene (gribefod eller siddefod). Bagtåen kan bevæges uafhængigt af de tre fremadrettede tæer, og svømmehud forekommer ikke hos spurvefugle.
I nedenstående blogindlæg vises tre forskellige indlæg fra underfamilien Fugle/Spurvefugle/Mejser (Topmejsen), og fra underfamilien, Spætmejse (hvor det er Spætmejsen) og den sidste underfamilie, er Finker, hvor det drejer sig om Dompappen. Der er naturligvis mange andre underfamilier under Spurvefugle, som f.eks. udover de allerede nævnte underfamilier, kan nævnes; Drosselfugle, Fluesnappere, Fuglekonger, Halemejser, Jernspurv, Kragefugle Lærker, Sangere, Tornskader, Svaler og mange andre arter.
Topmejsen, hovedet og toppen er sort
Topmejsen tilhører gruppen, Fugle/Spurvefugle/Mejser. Topmejsen er en lille mejse, som er meget let genkendelig på den tydelige isse- og nakketop af sorte fjer med hvide kanter. Oversiden er brunlig, mens undersiden er mere
Spætmejsen klatrer på spættemaner
Spætmejsen tilhører gruppen, Fugle/Spurvefugle. Spætmejsen klatrer på spættemaner på træstammerne – som eneste fugl også nedad med hovedet først. Den er meget kvik og livlig og bevæger sig i heftige ryk. Arten er
Dompap den voksne han, har forholdsvis
Dompap tilhører gruppen, Fugle/Finker. Når dompappen kommer på besøg i den sneklædte vinterhave, vækker hannens smukke røde farver sammen med fuglens buttede krop og langsomme bevægelser stor opmærksomhed og interesse. Hannens optræden i
Desuden har de fleste spurvefugle et veludviklet arrangement af muskler omkring stemmeorganet, hvilket gør dem til fine sangere med et rigt varieret repertoire. De er som regel fremragende rede byggere, og de overgår alle andre fugle i den henseende. Nogle spurvefuglereder er sande mesterværker, som f.eks. hos pungmejsen, hvor det er hannen der ihærdigt fletter sin fine rede. Der benyttes plantefibre og frøuld til først at bygge en gynge i nogle hængende birkekviste. Derefter udformer den selve kurven, og nu mangler kun det lange indgangsrør, hvorefter den kritiske fase indtræffer. Den skal nemlig fremvise sit kunstværk for en hun, som skal godkende det. Hvis hunnen godtager reden bygger hannen også røret og forer reden, hvis ikke den godkendes, må han begynde et helt andet sted.
Der er stor variation i næbbets udformning hos spurvefuglene, og man kan ofte på næbbets bygning aflæse, hvad den pågældende fugl lever af. Fra tynde, spidse næb hos arter, der plukker mindre insekter af vegetation, over flade og brede typer hos arter, der snapper insekter i luften, til et kraftigt, kegleformet næb hos de fugle, der især lever af hårde plantefrø.
