Vadefugle

Mågevadefugle

Denne store fugleorden omfatter over 300 arter og består af fugle, som er knyttet til åbnet land, søer, kyster og have, og som søger føde løbende, vadende, svømmende eller dykkende. Gruppen er derfor sammensat af meget forskellige former, der har tilpasset hver deres levevis. Alligevel har de en række fælles træk i deres bygning og biologi, der viser, at de er nærmere beslægtede, end det forskelligartede ydre umiddelbart antyder. Der er således flere anatomiske konstruktioner, der er fælles, og af ydre fællestræk kan nævnes, at bagtåen altid er lille eller helt mangler. Æggene er med få undtagelser stærkt plettede på gullig, grønlig eller brunlig bund, og ungerne har ved klækningen en tæt dundragt.

Den store orden af mågevadefugle inddeles i tre underordener, der afspejler deres indbyrdes slægtskab. De egentlige vadefugle med et stort antal familier, hvoraf klyder, strandskader, brokfugle og sneppefugle (i nedenstående kan ses flere arter fra disse underfamilier) har danske repræsentanter. Mågefugle med fire familier, hvoraf kjover, måger og terner findes i Danmark, og endelig alkefuglene med kun én familie.

Vadefuglene er specialister i at udnytte de rige fødekilder i form af orm, insekter, snegle, krebsdyr og muslinger, der findes på lavt vand. De fleste har ret lange ben, mens de enkelte arters næb viser typiske specialiseringer til at udnytte forskellige fødetyper eller metoder at søge føde på. Vadefugle med lange ben kan f.eks. søge føde på dybere vand end dem med korte ben. Derfor træffes kobbersnepper, regnspover og klyder gerne på dybere vand end ryler og præstekraver.

De fleste vadefugle lever af bunddyr, der graver sig ned, f.eks. børsteorm, muslinger og krebsdyr. Kobbersneppen og strandskaden kan nå de dyr, der befinder sig op til 10-15 cm nede. Ryler og klirer tager bunddyrene nærmere overfladen, mens præstekraver, viber og hjejler med deres korte, stumpe næb mest snapper dyr på selve overfladen. Klyden har et stærkt specialiseret næb, der som et piskeris kan opsnappe slikkrebs og andet, der hvirvles op i vandoverfladen. På den måde har vadefuglene fordelt området imellem sig. Hver art har sin niche, der her afgrænses rumligt.

Vadefuglene holder næsten udelukkende til i det helt åbne landskab. Kyster og strandenge er deres foretrukne levesteder. De fleste af dem har i forbindelse med yngletiden udviklet en særlig sangflugt, som er et vigtigt led i hannens adfærd på territoriet. Ligesom spurvefuglenes sang har den for vadefuglene betydning ved at true andre hanner bort og samtidig lokke hunner til eller stimulere deres adfærd i det åbne landskab, hvor der er mulighed for både at blive hørt og set på lang afstand, bliver flugt og sang en både synlig og hørlig markering af territoriet.

Næsten samtlige vadefugle lægger deres æg direkte på jorden, enten i en simpel skrabbet fordybning eller i en græstue, hvor nogle kan trække græsset sammen over reden, så den er svær at opdage. Æggene er godt kamuflerede med pletter og snirkler, så de falder godt sammen med det terræn, reden placeres i. Ungerne er redeflyende, hvilket betyder, at de kan gå, få timer efter de er klækket og blevet tørre. Forældrefuglene leder dem herefter hen til steder, hvor de kan søge føde.

Vadefuglene er en meget dominerende fuglegruppe i Danmark. Hele 58 arter er truffet i Danmark, men kun 35 forekommer regelmæssigt, og af disse yngler 17 her i landet. Mange af dem optræder talrigt ved vore kyster.