OlandFoto

Share

Atlinganden

tilhører gruppen, Andefugle/Svømmeænder. Atlinganden er en lille, charmerende svømmeand, kun en smule større end krikanden, og en art, der ikke optræder særlig talrigt herhjemme. Det er den eneste danske svømmeand, der har vinterkvarter så langt væk som i det centrale Afrika, og den eneste af vore andefugle, hvor hele bestanden overvintrer uden for Europa.

Kendetegn:

Atlinganden er en meget lille and, der kun er lidt større end krikanden. Den kendes især på hannens lillabrune hoved og den hvide øjenstribe, der fortsætter op i nakken og ned på den bagerste del af halsen. Brystet er mørkt, og bugen er helt lys. På siden af kroppen er der lange, sorthvide fjer på skuldrene. Hunnen er lyst brungrå og lysere end krikandens hun. Den har en typisk svømmeands flugt silhuet uden specifikke kendetegn ud over størrelsen. Adskiller sig dog markant fra krikand ved længere hals og fladere hoved med længere næb. Han i pragtdragt er på lang afstand umiskendelig med sin brede, kridhvide øjenstribe og lysende blågrå overvinge samt en skarp kontrast mellem det mørke bryst og den lyse bug. Adult han i pragtdragt. Overside gråbrun med “lapsede” skulderfjer i sort og hvidt. Hoved og hals finstribet rødbrunt med mørk isse og bred, hvid øjenbrynstribe til nakkekant. Næb gråsort. Bryst og forbug brunvatret med skarp grænse til gråvatret bug. Gump brunspættet. Ben og fødder gråsorte. Eklipsedragt: Ligner hunnen til forveksling, men bibeholder armens karakterer med blågrå forvinge og markant spejl indrammet af hvidt. Hun: Jævnt kedelig i brungrå nuancer, hvilket i sig selv er et kendetegn. Eneste markante karakterer er hovedets tegninger med kort, lys øjenbrynstribe, sort øjenstribe, lys plet ved næbroden og beige strube. Juvenil: Ligner adult hun til forveksling, men uden grønt spejl og med tynd, hvid vingekant. Immatur: 1K-hannen i første vinterdragt har grålig forvinge og tydeligt bredere vingebånd end 1K-hunner.

  • Hvor ses arten: Fåtallig ynglefugl i Danmark, som ligger på nordgrænsen af artens udbredelse. Ses i yngletiden primært i Sønderjylland og i de vestjyske fjorde samt på Langeland, Lolland og Sjælland.

  • Træk: Arten overvintrer som den eneste svømmeand i Sahelzonens floddelta i Afrika syd for Sahara. Efterårstrækket topper allerede i august, og de sidste fugle er ude af landet primo oktober. Forårstrækket indtræffer fra medio marts til medio maj.

  • Udbredelse: I norden findes atlinganden foruden i Danmark kun i det sydligste og mellemste Sverige (få hundrede par) og Finland (3000-4000 par). Ynglebestanden i Danmark er opgjort til få hundrede par.

Atlinganden optræder spredt over det meste af landet, og med Tøndermarsken, Tipperhalvøen i Vestjylland samt Vejlerne i Thy, som langt de vigtigste ynglelokaliteter. Når ynglefuglene ankommer til Danmark fordeler de sig herefter på ynglepladserne, mens de få gennemtrækkende fugle fortsætter videre nordover.

Biotop, kuld og levealder:

Atlinganden yngler her i landet navnlig på fugtige enge langs kysten og desuden i lavvandede søer og moser med tæt vegetation. Føden er alsidig – grønne plantedele og frø af forskellige sumpplanter. Desuden tages mange insekter, bløddyr og orm.

Atlinganden har en længde mellem 37 til 41 cm, og har et vingefang mellem 59 til 67 cm. Arten får årligt 1 kuld, lægger mellem 8 til 10 æg, og har en rugetid mellem 21 til 23 dage. Levealder: Op til 10 år.