tilhører gruppen, Spættefugle. Familie af slanke, trælevende fugle med stive støttehaler og vendetæer for bedre greb under klatring. Næbbet vokser kontinuerligt livet igennem, og hjernen er støddæmpet, så den ikke bliver skadet, når spætten hakker i det og trommer sin “sang”. Har ekstremt lange tunger, som anvendes til at hente trælevende insekter ud fra deres gemmer og myrepupper fra deres tuer. Bor i ud hakkede engangsredehuller i løv- og nåletræer, som det følgende år er meget eftertragtede af andre hulrugende skovfugle.

Kendetegn:

Stor flagspætte er den eneste almindelige og vidt udbredte spætte i Danmark. Det er også den art, man sædvanligvis møder i skoven, hvor dens velkendte trommen giver genlyd i forårstiden. Hvis man har have i nærheden af en skov, er flagspætten gerne en hyppig gæst ved foderbrættet, hvor den tager nødder og solsikkefrø eller hænger på mejsekuglerne. Danmarks almindeligste spætte er mellemstor, sort og hvid med rødt på hoved og undergump. Arten er vidt udbredt og mangler kun, hvor der mangler skov. Er desuden en af vores mest kendte og lettest genkendelige skovfuglearter. Hannen har rød nakkeplet, hunnen har sort nakke. Næbbet er sort, panden er beige, og issen er sort i kontrast til hvide kinder. Oversiden er sort og hvidbroget med store, hvide, aflange rygovaler og sort/hvidspraglede yderste halefjer. Undersiden er gråbeige med rød undergump. Ben og fødder er gråsorte. Har typisk spætteflugt i korte, opadgående buer med hurtige, larmende vingeslag. Kan forveksles med Lille flagspætte, som er en tredjedel mindre med hvidt tværbåndet ryg, modsat stor flagspættes hvide, ovale rygtegninger. Trommehvirvlen bruges som sang og varer under et sekund med omkring 20 slag i sekundet. Året rundt høres en række kraftige og karakteristiske kald som “kik” og “pjæk” samt flere skrattende lydytringer ved territoriestridigheder.

Arten er overvejende standfugl, der dog visse år strejfer en del omkring. Fugle fra Den Skandinaviske Halvø optræder således som hyppige gæster i landet – visse år med fødemangel nordpå nærmest invasionsagtigt.

Biotop, kuld og levealder:

Stor flagspætte kravler i ryk op ad træstammer og undersøger revner og sprækker for insekter eller hakker selv ind til de træborende insekter. Foden er en klatrefod, hvor de to tæer vender fremad og to tæer bagud, og med kraftige, krumme og spidse kløer. Desuden støtter halens stive og elastiske fjer fuglen under klatringen. Tungen er som hos alle spætter meget lang og kan skydes langt ud af næbbet. Flagspætten tager også koglefrø, som den piller ud af koglerne på bestemte “værksteder”, hvor koglen kiles fast, mens skællene hakkes op. Det kan være en revne eller en sprække i barken på et træ, eller en grengaffel med en tilpas vinkel. På jorden under “værkstedet” ligger ofte mange hundrede kogler, som spætten har pillet frøene ud af. Undertiden røver flagspætten også æg og unger fra andre fugles reder.

Stor flagspætte har en længde mellem 23 til 26 cm. Arten får årligt 1 kuld, lægger mellem 4 til 7 æg, og har en rugetid mellem 10 til 13 dage. Levealder: Mellem 5 til 10 år.