Billeder fra reden; 6. Juni 2023

Vejret så lovende ud her til morgen, derfor var min beslutning om at tage i skoven ret hurtigt taget. Pakkede mit udstyr, lidt drikkelse og myggespray, og gik udenfor. Lige som jeg ramte trappetrinet, forsvandt solen lige pludseligt. Nå, men tog dog afsted, måske sidder ungerne i indgangshullet, og larmer højlydt efter larver og insekter. Det gjorde de så ikke, til trods for spættemor forsøgte flere gange på, at lokke dem ud i indgangshullet. Det samme gjorde spættefar, men ud ville de ikke. Vi må vente og se til i morgen, måske er der bedre held der. Vi får se…

Billede 1 taget ved reden 6. Juni 2023; Begge forældre ankommer med næbbene fyldt med dejlige larver og insekter til ungerne

Billede 2 taget ved reden 6. Juni 2023; Kommer der noget ind, skal der også noget ud – og det hjælper Hr. Spætte med

Billede 3 taget ved reden 6. Juni 2023; Spættemor forsøger at kalde ungerne op i indgangshullet. Det stod på i nogle minutter

Spætte-dagbog i billeder

Som overskriften siger, så er det her en dagbog om Stor flagspætte fortalt med billeder. Hvorfor jeg har lavet denne billede-dagbog, det skyldes at jeg har fulgt dette spættepar fra slutningen af april frem til nu. De har fundet et træ, hvor de vil opfostre deres unger. Den opfostring af afkommet, vil jeg meget gerne følge på nært hold. Derfor har jeg fundet nogle rimelig gode skjulesteder rundt om træet. Et sted passer til lysforholdene om morgen, et andet passer til lysforholdene om eftermiddagen. Disse skjulesteder blev fundet mens spætterne skiftevis rugede på æggene, det forstyrrede ikke parrets rugning.

Jeg er stort set i skoven hver dag for at følge parrets opfostring af deres afkom. Der var jo ikke meget aktivitet under udrugningen af æggene, men det skal jeg love for, er blevet helt anderledes nu hvor æggene er udklækket. Nu er der fuld aktivitet ved indgangshullet i et væk. Både spættemor og spættefar flyver i fast pendulfart mellem indgangshullet og skoven. Der skal nemlig findes mange lækkerier til de forslugne unger. Det er denne aktivitet, jeg gerne vil vise i form af billeder. Både når de lander på træet med næbbene fulde med godbider, og når de fodre deres afkom på kanten af indgangshullet med disse lækkerier.

I nedenstående er der link til tidligere billeder fra reden, det kan også være link til billeder efter ovenstående billeder er knipset.

Billeder fra reden; 4. Juni 2023

Spætterne flyver stadig i pendulfart mellem…

…reden og skoven for at finde larver, insekter med mere til de forslugne unger. Apropos, ungerne, så er de endnu ikke at se i indgangshullet. De befinder sig stadig dybt nede i reden…

Stor flagspætte

Flagspættens krop er som skabt til at klatre rundt på en lodret træstamme og lede efter insekter. Det kan du f.eks. se på dens fødder. Tæerne vender ikke tre fremad og en bagud som hos almindelige fugle. Hos spætten vender to tæer bagud – og to tæer fremad, så den rigtigt kan holde sig fast.