OlandFoto

Share

Knaranden

tilhører gruppen, Andefugle/Svømmeænder. I modsætning til de øvrige danske svømmeænder påkalder knaranden sig ikke megen opmærksomhed. Den optræder herhjemme typisk i par eller småflokke, ofte sammen med andre svømmeænder, hvor den med sine diskrete farver let overses.

Kendetegn:

Knaranden er lidt mindre og slankere bygget end gråanden og med hvidlig bug mod det mørke bryst. Hannen har ret uanselige farver sammenlignet med andre svømmeænder. Begge køn har et lille, hvidt vingespejl, som dog langtfra altid er synligt, men især ses tydeligt, når fuglen letter. I forårstiden ses parret ofte flyvende over territoriet hvor de udstøder nogle karakteristiske parringskald. Hannen har således et dybt, kort og skurrende æhrp, og navnet knarand (eller knarkand og knurreand) henviser til denne stemme. Har i flugt silhuet slankere krop og hoved end den nært lignende gråand. Kendes og skelnes fra de øvrige svømmeænder på den arts-karakteristiske overvinge med et iøjnefaldende spejl på armsvingfjerene, bestående af en hvid og sort firkant i kontrast til et sort og rustbrunt felt på overvingedækfjerene.

Adult han i pragtdragt, har en gråbeige overside med lange, beige skulderfjer med sort midte. Forryg, hoved og øverste halvdel af halsen er brunlig med fine, hvidlige striber. Næb sort. Nederste halvdel af hals og bryst gråsort med grove, hvide vatringer, flanker i samme nuancer med fine vatringer. Bug hvidlig, gump sort. Hale kort og gråbrun. Ben og fødder gulgrønne. Eklipsedragt: Bevarer hovedfarven fra pragtdragten, men med mørk isse og mørk øjenstribe samt mørkt næb med orange kanter. Overside og flanker generelt brunlig med grålige indslag og beige fjerrande. Undergump lys, overgump gråsort. Fremstår i sin helhed som en blanding mellem knarand hun og gråand han i eklipsedragt. Hun: Fremstår næsten som en tro kopi af gråand hun, men med en afgørende forskel, nemlig orange næb med sort, smal sort ryg fra basis til spids. Andre afgørende kendetegn, som kan være svære at skelne, er: En anelse lysere hoved, hvidlig strube, hvidlig bug, grålig hale, gule ben og fødder, samt det karakteristiske, hvide vingespejl, som ofte kun ses i flugten. Juvenil: Ligner hunnen, men er mørkere med kraftige tegninger i beige og sort. Hovedet er lyst gråligt og finstribet med markant, sort isse og sort øjenstribe.

  • Hvor ses arten: Fåtallig ynglefugl i Danmark med ca. 500 par, men i markant stigning. Ses primært parvis fra foråret, hvor parret ofte svømmer synligt rundt. Uden for yngletiden enkeltvis eller i småflokke, ofte sammen med andre svømmeænder.

  • Træk: Ynglefuglene trækker i løbet af sensommeren og efteråret mod Vest- og Sydeuropa for overvintring. Returtrækket til ynglepladserne sker i perioden primo marts til medio maj. Arten er sjælden som vintergæst.

  • Udbredelse: Det er en sydlig art i Europa, som har sine nordvesteuropæiske forposter i blandt andet Danmark, og med hovedudbredelse i Østeuropa og Sydrusland, hvorfra den har spredt sig vestover i de sidste 100 år og blandt andet etableret ret store ynglebestande i Nordtyskland og Holland.

Her i landet yngler den hyppigst i den sydlige og østlige del af landet, især Sønderjylland, Lolland, Sydfyn og Langeland, men kun meget spredt andre steder. I de senere år dog også med større bestande i Vejlerne, omkring 100 par og Agger Tange, 10-15 par. Den indvandrede som dansk ynglefugl i 1950’erne og er siden blevet hyppigere, nu med i alt få hundrede ynglepar i landet. Desuden forekommer den som trækgæst spredt over det meste af landet, men i meget ringe antal, eftersom der kun yngler ret få knarænder nord for Danmark.

Biotop, kuld og levealder:

Herhjemme yngler arten navnlig i lavvandede, næringsrige søer og moser, men også i brakvandede laguner og på småholme ved kysten. Knaranden lever mest af plantedele og smådyr, som fuglen indtager, når den svømmer med hovedet under vandet eller snadrende i overfladen.

Den har en længde på mellem 46 til 56 cm. Vingefanget er mellem 78 til 90 cm. Knaranden får årligt 1 kuld, den lægger mellem 8 til 12 æg, og har en rugetid mellem 24 til 26 dage. Levealder: Op til 15 år.