OlandFoto

Share

Blåmejsen

tilhører gruppen, Fugle/Spurvefugle/Mejser. Blåmejsen er en smuk, lille fugl, der behændigt vimser omkring på de tyndeste kviste, på jagt efter insektlaver i barkrevner og bladhjørner. Den er en velkendt og populær fugl i vore haver, hvor den er en flittig gæst året rundt ved foderbrættet og de ophængte mejsekugler.

Kendetegn:

Blåmejsen er med sine klare, lyseblå farver på isse, nakke, vinger og hale og de påfaldende hovedtegninger en særdeles indtagende fugl. Den hænger ofte med ryggen nedad under fødesøgningen. Blåmejsen virker kort og buttet og med et lille, rundt hoved, der nærmest er trykket ned mellem skuldrene. Det er en kompakt bygget mejse med kort og kraftigt næb. Den er mindre og mere blålig i farverne end musvitten og mangler dennes sorte længdebånd på brystet. En sort stribe går fra næbroden gennem øjet over nakken til hagen. De to køn er modsat hos musvitten næsten ens – dog er hunnen ofte lidt mattere farvet.

Som de andre mejser, er blåmejsen i besiddelse af et alsidigt repertoire af stemmer og har blandt andet flere forskellige snerrende kald- og advarselslyde. Sangen indledes med nogle korte fløjt og slutter med en lille trille, der nærmest klinger som en fin, lille sølvklokke.

  • Hvor ses arten: Den er udbredt over hele landet og forekommer både i løvskove, tilgroede moser, parker og haver, derimod kun sjældent i ren nåleskov. Blåmejsen træffes således ofte i større flokke i moser og rørskove, hvor fuglene søger efter insekter.

  • Træk: De danske ynglefugle er standfugle, som dog strejfer en del omkring uden for yngletiden.

  • Udbredelse: Arten er udbredt over næsten hele Europa, hvor den kun mangler længst nordpå. I Danmark er den en yderst almindelig ynglefugl og en meget almindelig træk- og vintergæst.

På Den Skandinaviske Halvø er en stor del af bestanden trækfugle, og visse år optræder et meget stort antal skandinaviske blåmejser her i landet vinteren over.

Biotop, kuld og levealder:

Arten er hulruger, der gerne yngler i opsatte redekasser, hvor den konkurrerer med blandt andet musvitten om redesteder. På grund af sin størrelse kan den dog klare sig med mindre redehuller end sin stærre slægtning. Blåmejsen lægger meget store ægkuld, helt op til 17-18 æg i et kuld, flere end nogen anden dansk spurvefugl.

Blåmejsen har en længde mellem 10,5 til 12 cm. Arten får årligt 1 til 2 kuld, lægger mellem 7 til 14 æg, og har en rugetid mellem 13 til 15 dage. Levealder: 2-3 år, op til 10 år.