Fasanen

tilhører gruppen, Fugle/Hønsefugle/Fasanen. Denne farveprægtige hønsefugl er en af de mest velkendte danske fugle. Ethvert barn kender en fasan, og de fleste nyder dens skønhed, når de møder den på marken eller i skoven. Men den er ikke en ægte dansk fugl. Fasanen er indført til Danmark og er i dag den talmæssigt mest betydningsfulde vildart herhjemme.

Kendetegn:

Den røde hane og den gråbeige høne er begge umiskendelige med deres lange haler. Fasankokken ses i foråret overlegent spankulerende i sin overdrevent æstetiske farvepragt, mens han gør haneben til de beige og undseelige hunner i sit harem. Den forekommer i flere forskellige underarter og krydsninger af disse. Flugtsilhuetten er først og fremmest langhalet på en kort, kraftig krop med korte, runde vinger og et lille hoved. Den har en larmende lyd, når den letter og på tæt hold høres en tydelig vingesvirren a la “pll-pll-pll-pll” fra de kraftfulde vingeslagserier afbrudt af hyppige glid. Hanen, eller “kokken”, ytrer en lang række forskellige kald og territorielyde. I parringstiden høres en lavmælt kaglen, “bååk”, og ved markering af territoriet en højlydt skogren “ko-o-och” ofte efterfulgt af buldrende vingebasken. I skumringen, når fuglene søger nattesæde i træer og buskads, høres der fra hanerne ved opflyv en længere skogren efterfulgt af en række hæse kald, inden fuglene falder til ro.

Hvor ses arten: Meget almindelig ynglefugl i Danmark og særdeles talrig inden jagtsæsonen. Er indført som jagtfugl fra Asien i 1840. Kan ses over hele landet, især når større godser, hvor den udsættes i forsommeren med hensigt til jagt.
Træk: Det er en standfugl.
Udbredelse: Naturligt herhjemme hørende fra Sortehavet og mod øst gennem Asien til Kina, Korea og Taiwan. Nu almindelig i mange europæiske lande.

Den er en udpræget standfugl, der kun bevæger sig meget lidt omkring. I Danmark er den en meget almindelig ynglefugl over det meste af landet. Den ynglede første gang i fri natur i 1840’erne. Uden for yngletiden optræder fasanerne ofte i småflokke, med haner og høner hver for sig.

Biotop, kuld og levealder:

Arten trives bedst i det åbne kulturlandskab, hvor marker veksler med småskove, enge og moser, men den kommer også på besøg i villahaver og grønne områder i byer, hvor den optræder tillidsfuldt, fordi den ikke jages. Hanerne har ikke et egentligt harem af høner, som det ofte er nævnt. Den enkelte høne opholder sig i løbet af ynglesæsonen inden for flere haners territorium. Føden er meget alsidig, fra frø og bær til insekter, snegle og endog padder og firben.

Hanen, har en længde mellem 70 til 90 cm (hale ca. 35 til 40 cm), hønen 55 til 70 cm (hale ca. 20 til 25 cm). Arten får årligt 1 kuld, lægger mellem 8 til 15 æg, og har en rugetid mellem 23 til 28 dage. Levealder: Op til 7 år.