tilhører gruppen, Fugle/Rovfugle/Ørne/Havørn. Meget store og mørke rovfugle med kort hale og lange, meget brede vinger med lange, tydeligt adskilte “fingre” på hånden. Ørnene bliver sent kønsmodne og er først udfarvede efter flere år.

Kendetegn:

Havørnen, populært kaldet “den flyvende dør”, er Nordeuropas største rovfugl. I flugten er denne “ørnekæmpe” umiskendelig med sine meget brede vinger og for de gamle fugles vedkommende den helt hvide, korte hale. Ynder at sidde frit fremme, gerne i et udgået træ, for at spejde efter bytte. Siddesilhuetten består af kraftig, aflang krop og stort hoved med højt og stort, kroget næb. Den korte hale skjules næsten af vingerne. Ses parret side om side, er hunnen bemærkelsesværdigt større end hannen. Flugtsilhuetten domineres af de meget brede, rektangulære vinger samt en kort, kileformet hale og en kraftig udstikkende, høj hoved profil. Flugten er langsom og majestætisk med flade vingeslag afbrudt af korte glid på plane vinger med let hævet arm og sænket hånd, som giver vingerne et svagt “knæk”.

I kredsflugten, som sker på plane eller let hævede i modsætning til kongeørnen, som kredser i et fladt “V”, ses de meget lange og tydeligt adskilte “fingre”. Adult i flugt viser tydelig kontrast mellem de brune krops- og dækfjer, de sortbrune svingfjer og den hvide hale. Alt i alt virker fuglen i flugt doven, men tag ikke fejl. Fra doven, tung kredsflugt kan den på få sekunder med utroligt kraftfulde slag accelerere til op mod 70 km i timen og med lethed slå en gråand i flugten.

For et par hundrede år siden var havørnen vidt udbredt ved havkyster og indsøer i det meste af Europa, men på grund af forfølgelse gik det voldsomt tilbage, og i løbet af 1900-tallet blev den helt udryddet i flere lande. Nu er den heldigvis atter i fremgang, og i landene omkring Danmark er bestanden øget betydeligt i de senere år. I Norge, som huser størstedelen af den europæiske bestand, yngler der her omkring år 2012 i alt ca. 3.500 par havørne og i landene omkring Østersøen er bestanden i stærk fremgang, med voksende antal i Tyskland og Polen, alene i Slesvig Holsten er der nu 70 par. I Sverige er ynglebestanden vokset til ca. 500 par og i Finland er der 400 par. Arten er således for nylig også genindvandret som ynglefugl til Skåne, hvor den ikke havde ynglet siden slutningen af 1800-tallet.

Biotop, kuld og levealder:

Havørnen yngler i skove ud til søer og fjorde, og den opholder sig året rundt navnlig i områder med tilknytning til større herregårdslandskaber. Den æder for det meste ådsler og opskyllede fisk, men fanger også selv fisk, fugle og pattedyr (f.eks. afkræftede blishøns, andefugle, harer og lignende). I yngletiden udgør fisk det vigtigste fødeemne, mens det i vinterhalvåret er ådsler. Under jagt på svømmefugle anvender ørnen udmattelsesjagt, hvor den gentagne gange forfølger en fugl, som hver gang dykker, men til sidst er så afkræftet, at ørnen kan slå kløerne i den. Herhjemme er blishøns formodentligt de vigtigste byttefugle.

De unge havørne lever en meget omstrejfende tilværelse, hvorunder de udsættes for mange farer. Og kun ca. hver tiende fugl når den yngledygtige alder, som er mellem 5 til 7 år. Til gengæld bliver voksne havørne ofte ret gamle og lever i hvert fald længe nok til at producere tilstrækkeligt med unger, så bestanden kan opretholdes.

Havørnen har en længde mellem 76 til 94 cm, har et vingefang mellem 190 til 240 cm. Arten får årligt 1 kuld, lægger mellem 1 til 3 æg, og har en rugetid mellem 34 til 40 dage. Levealder: Op til 40 år.