Skarven

tilhører gruppen, Fugle/Årefodede/Skarver. De årefodede er en meget gammel fuglegruppe, der kan føres mindst 60 millioner år tilbage. Gruppen tæller kun 65 arter, som er fordelt på seks familier – tropikfugle, pelikaner, suler, skarver, slangehalsfugle og fregatfugle. Langt de fleste holder til i troperne og subtroperne, hvor de som typiske havfugle lever af fisk og andre vanddyr. Alle arter er kolonirugere og de hører til verdens største flyvende fugle.

Kendetegn:

Ingen anden fugl har de senere år været så udskældt som skarven. Den eksplosive vækst i ynglebestanden har givet konflikter med skovejere, som får ødelagt de træer, i hvilke skarven etablerer sine kolonier, og især med fiskere, som bliver påført konkurrence fra den fiskeædende fugl. Skarven er en stor og tung, sort fugl med et langt, i spidsen nedadbuet næb, lange, slanke vinger og en temmelig lang, kileformet hale med stive fjer. I yngletiden har de danske skarver, som tilhører underarten mellemskarv, hvide lårpletter og hvide partier på halsen. Flugten er retlinjet og tung, nærmest gåselignende, med stive vingeslag. Skarven sidder ofte på bundgarnspæle, sten og rev og tørrer vinger, som holdes halvt udbredte. Dens fjerdragt er ikke vandskyende. Det er en fordel under dykning, hvor det manglende luftindhold i fjerdragten ikke forårsager opdrift eller luftbobler, der kan skræmme byttet. Til gengæld må fjerene så tørres bagefter, og skarven kan ikke fiske så langt fra land, fordi den må finde et tørt sted, hvor den kan hvile og tørre fjerdragten.

Hvor ses arten: Skarven er udbredt over størstedelen af Europa, men har en meget pletvis forekomst. I Danmark, som huser en betydelig del af den europæiske bestand, er den en almindelig, lokalt talrig ynglefugl og en ret almindelig træk- og vintergæst nordfra. Den efterhånden særdeles velkendte fugl kan træffes overalt ved vores kyster og desuden i mange større søer.
Træk: Mellemskarven er overvejende trækfugl med overvintringsområder i Vest- og Centraleuropæiske søer og floder, samt i Middelhavsområdet og ud for den nordafrikanske kyst. Efterårstrækket forlader Danmark i perioden september til november og returnerer til de danske farvande fra ultimo januar til primo april, med kulmination ultimo marts.
Udbredelse: Størstedelen af den danske ynglebestand overvintre i Mellemeuropa og i Middelhavsområdet, men en del skarver er standfugle, ligesom fugle nordfra, som tilhører underarten storskarv, i meget betydeligt omfang overvintrer i danske farvande. Hovedparten af de skarver, der forekommer i danske farvande om vinteren, er således storskarver.

Artens fiskeædende levevis og ødelæggelsen af de træer, hvor den slår sig ned og yngler, har betydet, at skarven alle dage har været stærkt forfulgt. I slutningen af 1800-tallet blev den helt udryddet, og først i 1938 genindvandrede den og blev atter dansk ynglefugl. Derefter bosatte den sig flere nye steder, hvor den dog hurtigt blev skudt væk. De enkelte koloniers levetid var afhængig af, hvor længe skarven blev tolereret på stedet. Kun den lille ø Vorsø i Horsens Fjord, som er et naturvidenskabeligt reservat, holdt skarverne stand.

De blev ganske vist holdt nede, og kun en bestand på 200 par blev tolereret frem til 1971, hvor skarven blev fredet. Straks spredte den sig til stadig nye lokaliteter, og bestanden voksede til omkring 40.000 par i 1996. Siden har antallet som følge af bekæmpelse og regulering holdt sig på dette niveau, endda med svagt nedadgående tendens, så der nu er omkring 30.000 ynglepar.

Biotop, kuld og levealder:

Skarven yngler i kolonier, enten i høje træer ud til lavvandede fjorde og større søer eller direkte på jorden på små, ubeboede holme. Den søger føde i søer, fjorde og lavvandede havområder, hvor den dykker efter fisk, som f.eks. ulk, ålekvabbe, aborre, skaller, ål og ising med mere. Den ligger meget dybt i vandet, når den svømmer, med halen slæbende i overfladen. Med sin skarpe næbkrog griber skarven byttet omkring gællepartiet, stiger op og sluger det med hovedet forrest.

Den bygger en stor rede af grene og kviste, der brækkes af træerne, hvilket – sammen med de mange fugles ætsende ekskrementer – sætter sit præg på redetræerne, der efterhånden går mere eller mindre ud og til sidst står tilbage som nøgne, hvidkalkede stativer helt uden blade.

Længde på mellem 77 til 94 cm. Vingefanget mellem 121 til 149 cm. Skarven får årligt 1 kuld, lægger mellem 4 til 6 æg, og har en rugetid på mellem 27 til 31 dage. Levealder: Op til 15-20 år.