Tranen

tilhører gruppen, Fugle/Tranefugle/Trane. Tranen er en af Europas mest karismatiske fugle, som altid vækker opsigt, hvor den optræder. Den langbenede og langhalsede fugl er berømt for sine danse. Disse kan man opleve både på ynglepladserne og på tranernes rastepladser under forårstrækket. Tranedansen er således både et led i selve parringsspillet, og har måske navnlig betydning for det sociale sammenhold i flokken.

Kendetegn:

Meget stor og graciøs, grå, storkelignende fugl med lange ben, tynd hals og kort, kraftigt næb samt strudseagtigt, karakteristisk, pjusket bagparti. Ses mest på træk i lange bånd eller kiler om foråret, eller på nogle af de få ynglepladser i større moser og hedeområder, hvor dens særprægede tranedans med hop og drej akkompagneret af hæse “trompetskrig” kan opleves. Flugtsilhuetten er langstrakt med meget brede, rektangulære vinger med tydelige fingre og næsten lige dele strakt hals og ben for og bag. Flugten er værdig og ubesværet med dybe vingeslag og let hvælvede vinger i glid. Kredser i store “skruer” i termikvind for at vinde højde. Adult: Lyst blågrå, ofte med svagt beige tone på ryggen. Hoved variabel rød isse-nakkeplet, sort pande og rødt øje. Næb lyst, kort og dolkeformet. Nakke og halssider hvide, strube og forhals sort. Den store, buskede “hale” med sorte spidser udgøres af de inderste, forlængede, pjuskede svingfjer. Ben og fødder sorte. Har i flugten markante, sorte svingfjer.

Hvor ses arten: Fåtallig, men tiltagende ynglefugl i Danmark. Flest par i Nordjylland og på Bornholm, i uforstyrrede mose- og hedeområder. Optræder meget diskret på ynglepladsen, men afslører sig oftest med deres karakteristiske kald.
Træk: Forårstrækket af skandinaviske fugle ses talrigest på Sjælland, især under østlig vind, i marts-april. Trækket går retur mod vinterkvartererne i det sydlige Spanien og Nordafrika i september-oktober, med flest fugle over Bornholm.
Udbredelse: Yngler ud over i Norge, Sverige, Danmark også i Tyskland, og herfra strækker yngleområdet sig gennem Østeuropa og Asien næsten til Stillehavet. Findes også lokalt i Tyrkiet.

Arten er udbredt i Nord- og Østeuropa mod sydvest til Danmark og Nordtyskland og med store bestande i Sverige og Finland (mange tusinde ynglepar i begge lande) samt videre østover. Polen og Nordtyskland huser nu pæne bestande efter en kraftig fremgang i de senere år. I Danmark er tranen en sjælden ynglefugl, men en ret almindelig trækgæst. Langt de fleste trækkende traner forekommer i den østlige del af landet, hvor man navnlig ser overflyvende flokke.

I 1800-tallet ynglede arten flere steder i Danmark, men forsvandt så helt. Derefter genindvandrede den som ynglefugl i 1950’erne, muligvis tidligere. I de første mange år ynglede kun få par, men omkring 1990 gik det stærkt, og nu yngler over 100 par i landet. De fleste yngler i Thy, Vendsyssel og på Bornholm, enkelte på Læsø, Lolland-Falster, Sjælland samt i Vest- og Sønderjylland, og antallet må formodes at stige i de kommende år.

Biotop, kuld og levealder:

De danske ynglepladser omfatter fugtige højmoser og skovmoser eller udstrakte klitheder med småsøer. Nordpå yngler den mest i øde moseområder, hvor fuglene kan opdage fjender på lang afstand. Uden for yngletiden færdes tranerne gerne på marker og enge, hvor de optræder meget selskabeligt. Desuden optræder en del ikke-ynglende ungfugle i landet. Tranerne yngler første gang i en alder af 4 til 6 år.

Tranen har en længde mellem 96 til 119 cm, hvoraf kroppen udgør en længde mellem 55 til 65 cm. Vingefanget er mellem 180 til 222 cm. Arten får årligt 1 kuld, lægger 2 æg, og har en rugetid mellem 28 til 31 dage. Levealder: Op til 20 år.