Bramgåsen

Bramgåsen tilhører gruppen, De sort/hvide gæs. Denne lille, smukke gåseart er vi begyndt at se meget mere til herhjemme. På ynglepladserne nordpå er den nemlig gået voldsomt frem i antal i de seneste årtier, og den ses nu langt hyppigere i vinterkvartererne i Vesteuropa end tidligere. Fremgangen skyldes ændrede forhold i yngleområderne, samt at arten er blevet jagtfredet i vinterkvartererne, og at der er blevet oprettet reservater til gæssene.

Kendetegn:

Bramgåsen er en lille gås med lys underside, hvidligt ansigt, sort hals og bryst og grå- og sortstribet ryg. I flugten ser man tydeligt de meget lyse vinger. Den hører som canadagås og knortegås til de såkaldte rajgæs, der er karakteriseret ved kontrastrige sorte og lyse farver. Stemmen er nærmest et hæst, bjæffende kald, og trækkende flokke er meget larmende og lyder som en fjern hundegøen. Arten flyver i tætte, men løse, uordnede flokke, ofte i lange bånd med små klumper og “ekstra-bånd” bagved. I flugten bemærkes det hvide ansigt og den sorte hals. Den har tydelige lysegrå partier på vingeoversiden, og på lang afstand kan bramgåsen i sollys bestemmes på de “blinkende” vinger.

Hvor ses arten: Ret almindelig ynglefugl i Danmark. Absolut største koloni findes på Saltholm i Øresund med 3000 til 4000 ynglepar. Ses primært på efterårs- og forårstræk over Øst- og Syddanmark samt på udstrakte eng- og græsarealer i Vadehavet, hvor der i milde vintre kan raste omkring 30.000 gæs, og om foråret, i marts-april, op mod 50.000 fugle. Ses også i større flokke i fjordsystemerne op langs den jyske vestkyst, samt i mindre antal på øerne.
Træk: Danmark gæstes primært af fugle fra den nordrussiske bestand, som i oktober via Østersøen trækker mod vinterkvartererne i Danmark, Tyskland og Holland. Returtrækket til de arktiske ynglepladser sker fra medio april til medio maj.
Udbredelse: Bramgåsen hører oprindeligt hjemme i de højarktiske egne, hvor den yngler i Østgrønland, på Svalbard og på øer i Hvidehavet nord for Rusland. Her bygger bramgæssene rede på den arktiske tundra eller på klippesider.

Mens den tidligere kun ynglede langt mod nord i arktiske omgivelser, dukkede den i 1970’erne højst overraskende op som ynglefugl i Østersøområdet. Det første par slog sig ned på en lille holm ved Gotland, og i løbet af få år ynglede flere hundrede par i skærgården ved Stockholm for senere at sprede sig til andre områder i Østersøen, herunder ved kysten af Estland og Finland. Nu er bestanden i Østersøen på flere tusinde par, og arten har spredt sig til den svenske vestkyst og til Danmark.

Biotop, kuld og levealder:

Bramgåsen fouragerer som de andre gæs mest på strandenge og enge inde i landet, hvor de går og græsser, som “mini-køer”. Marskengene i Vadehavet, er et af de steder i landet, hvor den træffes tusindtalligt. Den ses også fouragerer ved Nyord og på Møn.

Arten har en længde mellem 58 til 70 cm, og har et vingefang mellem 120 til 142 cm. Bramgåsen får årligt 1 kuld, lægger mellem 4 til 6 æg, og har en rugetid mellem 24 til 26 dage. Levealder: Op til 20 år.